Det handler blot om tillid

Klumme af Erik Veje Rasmussen

Da jeg for et halvt år siden traf beslutning om at fortsætte i trænerjobbet, var det væsentligste argument imod, at succes eller fiasko i mit professionelle liv ofte skulle afgøres af to tilfældige håndbolddommere på et mere eller mindre subjektivt grundlag.

Personligt har jeg det sådan, at selvfølgelig kan jeg blive ophidset under en kamp, når jeg synes, at nogle kendelser er forkerte, men det ødelægger ikke arbejdsglæden eller respekten for dommeren. Da det ikke er muligt at konstruere spillet, så der bliver plads til partshøringer (de udløser i hvert fald som regel gule kort), må man lade sig nøjes med den ”retssikkerhed”, der ligger i, at de to dommere til enhver tid dømmer det, de subjektivt oplever som det rette. Selvfølgelig knækker filmen, hvis de hele tiden er på afveje, men i det store hele er det nok til, at man føler sig godt behandlet. Det handler i bund og grund om tillid.

En kanonoplevelse, som jeg har haft nogle gange med et af top parrene i den danske liga, er at forlade kampen og føle mig rigtig godt behandlet til trods for, at mit hold har tabt, og dommerne har lavet nogle fatale fejl, som har været medvirkende til nederlaget. Fejlene er ikke noget problem, det laver vi alle, det hele handler i bund og grund om tillid og respekt.

Dommerfascination 

Jeg er vildt fascineret af top dommerne specielt i fodbold. De er for mig næsten grund nok til at se en fodboldkamp. 
For nylig havde jeg sådan et gyldent øjeblik. Jeg så en kamp med Barcelona som det ene hold i den spanske liga. En forsvarsspiller var ved at blive snydt, og i fuld løb sparkede han brutalt ben for flere hundrede millioner kroner væk under en Barcelona angriber. Stor tumult, et par rasende spillere, og nu kom den spanske dommer løbende ind i billedet. Fuldstændig i kontrol, ikke rød i hovedet, ikke ophidset, lignede ikke et fornærmet skolebarn eller en, som var blevet pigesur over, at der var nogen, der brød reglerne i hans fodboldkamp. Nej, for fanden. Der kom en topprofessionel dommer, som stoppede op i passende afstand og i fuld kontrol trak et gult kort op af lommen. Ikke bare det, at han trak det op, nej det var selve måden, han gjorde det på. Han holdt kortet mellem to fingre helt nede i hjørnet. Man havde ikke følelsen af, at her var en, som var indblandet i en voldsscene på et værtshus, eller en som prøvede med en personlig moralsk pegefinger... Her var en prof, der vidste hvor han var, og hvad hans opgave bestod i. Han skulle bare afsige en kendelse. Ansigtstrækkene udtrykte fuldstændig neutralitet. 
 

Efter det gule kort kom også det røde frem. Han kiggede naturligvis på den ulykkelige gerningsmand, og man fornemmede i hans ansigtsudtryk ordene: Hold kæft det er sgu synd for dig, at du har forløbet dig, men that´s life, sådan er reglerne,- farvel og tak for i dag.
En fantastisk oplevelse at være vidne til.

Et gyldent øjeblik som dette oplever jeg også somme tider med topdommere i håndbold, når jeg er træner. Et øjeblik, som af en eller anden mærkværdig grund kan gøre mig helt høj, er, når jeg i en periode af en kamp har været efter dommerne gentagne gange. Nogle gange måske berettiget, andre gange med manipulation for øje… Når så dommeren stopper kampen, kommer roligt og velafbalanceret hen i nærheden af udskiftningsbænken og rækker det gule kort i vejret, er det næsten som tiden står stille. Det er ikke noget fornærmet skolebarn, der står foran mig, vi er ikke uvenner, dommeren har skønnet, at nu har jeg kvalificeret mig til det gule kort, og derfor afsiges kendelsen. 
Jeg har påtaget mig min opgave, at forsøge at gøre alt for at mit hold kan vinde, han påtager sig sin professionelle opgave, at sørge for at han kan lave sin store dommerpræstation. En professionel overfor en professionel. Respekt. Jeg holder min mund og kampen kan fortsætte.

Og mangel på samme…

Tilsvarende frustrerende er det, når dommeren enten ikke forstår gamet, eller ikke har følelsesmæssig kapacitet til at udføre jobbet på forsvarlig vis. 
For at kunne udføre sit dommerhverv bliver man nødt til at være på det rene med gamet. Der er hver gang overraskende nok to hold, som begge forsøger med stort set alle midler at vinde kampen. Når spillerne og trænerne under kampen kommer med udbrud og brok, hænger det sammen med forskellige forhold.
For det første, vil de jo altid se det fra deres egen side, hvilket fører til, at de somme tider tror, de har ret, men ikke har det. 
For det andet har de tit ret i, at dommeren afsagde en forkert kendelse. Det kan ikke være anderledes i håndbold, og det er godt nok. 
For det tredje forsøger alle parter at manipulere gennem gestus, handlinger og tilråb. 
Hvis ens ego ikke kan klare det scenarie, skal man lave noget andet. Man skal jo heller ikke arbejde på en hundekennel, hvis man bliver smaskfornærmet hver gang, der er en hund, der gør.

Det skaber mistillid på en brøkdel af et sekund, når man kan se dommeren blive stødt og fornærmet. Og der er jo rigtig god grund til denne mistillid, fordi den fornærmede dommer ALDRIG vil have en chance for at tolke kampen retfærdigt, og i realiteten er vi så ovre i, hvad man kunne kalde ”groft uagtsom magtmisbrug”. 
Ikke forsætligt, for han kan ikke gøre for det, men det ændrer ikke på virkningen for de implicerede. Man kan ikke tolke et kompliceret spil, hvis man samtidig har noget i klemme med det ene hold.

Så enten skal man opgive jobbet i erkendelse af, at ens psyke ikke egner sig til det, eller også skal man tage udfordringen op og forstå, at man har en funktion, en rolle, en professionel position man indtager, som ikke i øvrigt har noget med ens person som sådan at gøre.

En ustabil amatør

Ligeså meget som jeg kan nyde at se de spanske fodbolddommere, ligeså vred kan det gøre mig, når jeg ser en håndboldkamp herhjemme med en dommer, som sejler rundt i sit eget private følelsesregister. Rød i hovedet, tydelig indigneret, storsmilende og glad når holdet, der får kendelsen, hygger med ham og roser ham, ophidset og vred, når nogen viser, at de er uenige, og han markerer, at ”nu får du det gule kort, fordi jeg er vred på dig”, og dermed afslører, at han ikke har fattet en skid af, hvad der foregår. 
En dommer, som når spillerne kommer lidt i håndgemæng, styrter derhen ophidset og aggressiv, kaster sig ind imellem spillerne og tager fysisk fat i dem. Dommeren, som efterlader et indtryk af at være udsmider på et værtshus, i stedet for at være den tillidsvækkende institution som er hans rolle, nemlig roligt at afsige kendelser i forhold til de regler den lovgivende forsamling har givet ham.

Mine værste oplevelser gennem 15 år

Toppen, eller bunden om man vil, i mine 15 år som træner var en episode på udebane i Danmark. Modstanderholdets træner blev ved med at gå helt hen til midterlinjen, hvor han permanent rettede henvendelse til vores bænk og råbte og skreg. Der er her tale om noget helt uhørt, og på et tidspunkt lavede jeg en viftende håndbevægelse hen imod ham og sagde: ”Gå nu over og pas dit eget arbejde.” Pludselig stoppede kampen, dommeren kom styrtende fra den modsatte side af banen, ildrød i hovedet og gav mig vildt ophidset det gule kort. På mit spørgsmål om hvorfor, svarede han vredt: ”Der har du fuldstændig overskredet mine grænser”… - Som om det handlede om hans grænser, som om hans grænser kunne og skulle interessere mig.

Jeg håber aldrig, jeg kommer til at opleve det som flere af mine kolleger har været ude for, nemlig en situation hvor dommeren var så vred over en kommentar, at han ved uddelingen af det gule kort, stillede sig meget, meget ophidset helt hen ansigt til ansigt med træneren, som var det to boksere, der poserede ved den traditionelle indvejning. ”Jeg skal lære dig din satan,” har formentlig været hans indre dialog efter denne fornærmelse.
Han forstod slet ikke situationen. Han forstod ikke, at der blot var tale om et regelbrud, som den institution, han er repræsentant for, ifølge de vedtagne regler skulle straffe, ved at han rakte et gult kort i vejret…
Forbavsende at en professionel verden kan og skal leve med noget, der er så amatøragtigt.

Det er opløftende at opleve den venlige omgang, der er mellem trænere, spillere og dommere. De fleste af topparrene i den danske liga ser ud til at have et godt forhold til de sportslige aktører og evner at holde den passende distance, som sikrer, at tilliden ikke undergraves. Voldsomt nedslående er det at opleve, når en dommer ikke er i stand til samme. Før kampen stor gensynsglæde og kammeratlig omgang med de største af stjernerne. Der hygges og pjattes på en måde som efterlader det indtryk, at dommeren tror, han er sportsstjerne, og at spillerne er helt bevidste om, hvis magt de er afhængig af om lidt.

Og så lige den sidste af de rigtig slemme. For nylig var jeg vidne til en dansk topdommer, som lige synes, han skulle give en af modpartens spillere et stort knus på banen inden kampen. Sådan et med kind mod kind og armene rundt om halsen… 
Mine spillere var efterfølgende temmelig oprevet, og flere fortalte, at de havde oplevet det med den pågældende før. 
Hvad forestiller sådan en dommer sig egentlig?
 

Forestil dig lige en vigtig retssag. Du sidder sammen med modparten, alle rejser sig, når dommeren entrerer, og nu går han sgu lige ned og giver modparten et knus, inden sagen åbnes. 
Men i vores lille dommerloge falder det åbenbart ingen for brystet ”thi alle ved jo med sig selv, at de er neutraliteten in persona, og aldrig ville lade sig påvirke af noget så ubetydeligt som menneskelige følelser”. 

Men tilliden, tør jeg godt sige, er helt væk.