Klumme: Årets største oplevelse

Mens julefreden sænker sig over dette mærkelige, våde land højt mod nord, indbyder årstiden til at tænke tilbage på året, der gik. I dette forum retter tilbageblikket sig mod den største håndbold-oplevelse i det år, der snart er gået.

For undertegnedes vedkommende var 2011 ikke mange dage gammelt, før det, der skulle vise sig at blive den største oplevelse, indtraf. Det var herre-VM i Sverige, som jeg dækkede for det nu hedengangne HAANDBOLD.COM.

Jeg havde indlogeret mig på et hotel i hjertet af Malmö, hvor det danske landshold meget bekvemt havde hjemmebane, og med blot to metrostop mellem hotellet og den lækre Malmö Arena var det ikke mange timer, jeg spildte på transport i løbet af slutrunden. Jeg boede på et hyggeligt værelse, hvortil jeg ankom i en sørgelig forfatning. Min vinterferie var blevet tilbragt under dynen med den vildeste feber hærgende mit usle legeme, og selv om sygdommen var på retur, havde jeg stadig blanke øjne og smertende lemmer, da jeg ankom til Malmö – slæbende på en tung taske, hvis skulderstrop valgte at springe, så jeg måtte bære taksen foran mig i mine afkræftede arme.

Et pressemøde med det danske landshold blev opgivet, da det ville være for kikset at smitte Lars Christiansen og de andre dagen før deres første kamp. Min bedre halvdel havde ved afrejsen foreslået, at jeg skulle opsøge Danmarks modstandere og hoste på dem. Det gjorde jeg dog heller ikke. I stedet købte jeg lidt alt for dyre livsfornødenheder og satsede på at være frisk på kampdagen. Med hjælp af Panodil og kamillethe lykkedes det næsten. Ved middagstid aflagde jeg arenaen et besøg og gjorde mig gode venner med Australiens VM-delegation, der var så begejstrede for, at en journalist fra et rigtigt håndbold-land interesserede sig for dem, at et billede af mig med blok og mikrofon røg på det australske håndboldforbunds officielle hjemmeside. Sidenhen erobrede australierne publikums hjerter med deres charmerende hjælpeløshed, men de udsendte fra det dengang oversvømmede kontinent fik bank i alle kampene.

På en typisk dag under VM arbejdede jeg til langt ud på natten med interviews fra arenaen, sov til kl. 9 fordi jeg skulle nå at have morgenmad før serveringen lukkede kl. 10 – og gik efter bespisningen i seng igen. Op kl. 12, ud til arenaen, interviews, ned i presselokalet, skrive, tilbage til byen og finde noget at spise, ud til arenaen igen, dække to kampe, lave interviews – og tilbage til hotellet for at arbejde til langt ud på natten, mens jeg snackede tørre, svenske Wasa-kiks med dansk pølse og ost. Man kan hurtigt finde ind i en døgnrytme, der nok lyder mærkelig for udenforstående, men som man næsten kommer til at savne, når hverdagen melder sig igen efter slutrunden.

En af de første dage var lidt mere action-packed end gennemsnittet. Malmö Arena er stor, og på en eller anden måde fik jeg forvildet mig ind i en underjordisk korridor, hvor døren smækkede efter mig – og den næste dør var låst. Så stod jeg der og var spærret inde. Heldigvis var der en slags tremme-væg, og jeg kunne høre nogen tale i det fjerne et sted bag den. Så jeg råbte gennem tremmerne og fik hidkaldt en rengøringsmand, der kunne gå op og ud og låse døren op for mig, så jeg kunne komme ud via en kældertrappe og op til hallen igen.

Interessant nok var der tydelige forskelle på journalisterne fra de forskellige lande under VM. Pressekorpset bestod af tre lige store segmenter: Svenskere, danskere og øvrige. Når de udsendte fra det øvrige Europa talte sammen indbyrdes, handlede snakken om håndbold. Svenskerne talte om organisationen af VM, hvilket var en kilde til stor blå-gul selvros – selv om den danske organisation af EM for damer i december 2010 i min optik var tanden bedre – og danskerne talte om mad. Jeg fik i øvrigt ros af mine kolleger for at have fundet en hyggelig bøf-restaurant i Malmös centrum.

VM-finalen endte som årets største enkeltstående oplevelse. Ved ankomsten til Arenaen var den badet i et forårsagtigt sollys, nærmest gyldent – som et godt varsel, der dog ikke blev indfriet. Danmark tabte som bekendt til Frankrig efter forlænget spilletid, men finalen var enormt spændende at overvære, stemningen var elektrisk, og jeg var placeret i godt selskab sammen med to nye venner: Søren fra Nordjyske og Anne fra 24 Timer. Det gamle ord: ”No cheering in the press box” blev undervejs i kampen glemt i det muntre hjørne af presselogen.

Efter kampen spottede jeg den franske håndbold-legende Jackson Richardson og fik færten af et eksklusivt interview. Her er hele samtalen gengivet fuldstændig ordret:

- Excusez-moi, parlez-vous anglais?

- Non.

Jeg kunne jo også bare have lært fransk før finalen. Til gengæld fik jeg lov at røre ved ægte VM-halspynt – Anders Eggerts sølvmedalje og franske Michael Guigous guldmedalje.

Sølvet ved VM havde vi gerne købt, hvis det var blevet udbudt før slutrunden, for det kom i hus efter en turbulent tid for herrelandsholdet, der kort forinden nærmest lå i ruiner. Europamesterholdet fra 2008 var gået i opløsning, spillerne udvandrede fra en samling, der var konstante sponsorproblemer. Alt dette virkede som en fjern, tåget feberdrøm i de glade dage i Sverige.

Det var en smuk slutrunde, der varslede godt for fremtiden – en fremtid, der for alvor begynder i Serbien i januar – og et godt minde at tænke tilbage på.

Glædelig jul.