Tiden går..

Klumme af Claus Møller Jacobsen, Skjern Håndbold

Her sidder vi igen stillesiddende på tværs af prærien. Flertallet med hver sin computer på skødet, andre fordybet i en bog og de resterende højlydt diskuterende om, hvem der spillede forkert i kortspillet.
 

Alle sidder vi her med en fælles holdånd, fast besluttet på at vinde kampen i morgen, men udgangspunktet for os spillere i bussen er vidt forskellige. Nogle har valgt og har kæmpet sig til håndbolden som levevej. Andre læser ved siden af eller arbejder for at få tingene til at hænge sammen. Vi har alle gennemgået en vidt forskellig opvækst med forskellige krav i vores meget påvirkelige teenagerperiode og har generelt på mange områder et forskelligt syn på tilværelsen.
 

Den problematik er der skrevet mange bøger om, og kloge hoveder har også fundet ud af at sætte farver på de forskellige personligheder et hold udgør. Derfor ryster det mig gang på gang, når jeg igennem karrieren er stødt ind i trænere, der overhovedet ikke forstår eller vægter de mekanismer, der hersker i en holdsport som håndbold.
 

For at opnå succes både som menneske og som håndboldspiller er jeg helt overbevist om, at vi skal væk fra den kommunistiske tilgang om lighed og ligeværd, men derimod behandle hinanden forskelligt ud fra de udgangspunkter og kompetencer hver enkelt har.
 

Vi er ikke lige gode! Og vi får derfor heller ikke lige meget i løn! Jeg negligerer ikke holdånden og mener også, at man skal tilstræbe et miljø, hvor alle føler, at de bidrager og er vigtige for at holdet præsterer. Men man kan og skal stille forskellige krav.
 

Når man som hold og individ har nået til den erkendelse og ikke kæmper om status internt, så kan man begynde at kæmpe mod de andre. Ellers er man i mine øjne håbløst bagud på point, inden kampen overhovedet er fløjtet i gang.
Lever man, som vi gør, i en konkurrencepræget verden, må det derfor altid handle om at udvikle og blive bedre. Vi er hele tiden på vej mod nye udfordringer og sejre, fordi det til syvende og sidst handler om at vinde. Ikke for enhver pris, men næsten!

Der er så mange valg og fravalg i livet, og som håndboldspiller har valgene store omkostninger i forhold til venner og familie, da man ofte må flytte langt væk og leve lidt af en nomadetilværelse. Men vi er heldigvis så privilegerede, at vi har mulighed for at vælge og fravælge. Det er desværre ikke alle mennesker forundt!
 

Vi mennesker har mange romantiske og skønne drømme, som aldrig lige er blevet realiseret.
 

Min drøm er at rejse og opleve verden udenfor dets hoteller, lufthavne og sportshaller, men det har ikke været muligt at realisere på grund af det virkelige liv. Er jeg fanget i kapitalismens jernhårde næve, hvor materielle goder og god rødvin spænder ben for den virkelige drøm om en tur på tværs af USA i en cabriolet, eller har jeg bare ladet tilfældigheder råde og taget de chancer tilværelsen har kastet af sig? Og er den håndboldtilværelse ikke også en drøm for mange unge knægte rundt om i verden?

Perronen er altid fuld af mennesker, der venter på at hoppe på det rigtige tog. Jeg valgte håndboldtoget og valgte derfor Amerika-ekspressen fra. Næste udfordring bliver at hoppe af i tide på den rigtige station, hvorfra der forhåbentligt går et andet tog mod nye muligheder.
 

Tiden går nemlig, og jo ældre vi bliver, jo hurtigere har togene det med at køre..