VM-klumme: Skil fårene fra bukkene

Det har været en blandet fornøjelse at overvære de første kampe ved det igangværende VM i Brasilien. Nu skal man jo ikke brokke sig over danske sejre, men de to sejre i de to første kampe er godt nok kommet i hus på en nærmest pinligt billig baggrund.

I ordet verdensmesterskab ligger, at her mødes de bedste hold fra hele verden. Men hverken Uruguay eller Argentina hører hjemme i den kategori. Elfenbenskysten var i går undtagelsen, der bekræfter reglen, da afrikanerne leverede god modstand mod Sverige, men ellers er der simpelthen for mange slagteofre med i turneringen. Man har rystet vantro på hovedet under nogle af kampene og taget sig til samme hoved på grund af nogle af resultaterne: Kasakhstan, som bestemt ikke selv tilhører verdenseliten, vandt 37-9 over Australien, der dagen efter tabte igen, nu til Holland: 15-53!

De mange underlegne hold er selvfølgelig med, fordi der i ordet verdensmesterskab også ligger, at deltagerlandene skal komme fra hele verden. Men det er pinagtigt at se nogle holds forsøg på selv de mest elementære ting kikse spektakulært. Helt ærligt har vi set detaljer, som jeg ikke har set siden folkeskolens idrætstimer. Og samtidig er der hold i (især) Europa, som ikke er med, men som ville kunne slå nogle deltagende hold med den ene arm på ryggen. Vi skal ikke længere tilbage end til 2007, da det var det danske landshold, der sad hjemme i lænestolen og betragtede visse afrikanere og sydamerikaneres håbløse forsøg på at spille noget, der mindede om håndbold.

Ved den lejlighed talte undertegnede med landstræner Jan Pytlick om de primitive deltagerhold. Den begavede fynbo foreslog dengang, at der skulle spilles et for-VM, hvor de dårligste hold blev sorteret fra. På den måde ville alle verdensdele stadig have noget at spille om og nogen at måle sig med, men vi ville slippe for de allermest jammerlige vat-arme, når de større hold trådte ind i turneringen. Idéen blev faktisk efterfølgende taget op af IHF, men af uvisse årsager blev den droppet igen.

Den er ellers ikke dårlig. Det er vigtigt, at de i håndboldforstand små nationer får udviklet sig, og det gør de kun ved at spille kampe – men ikke nødvendigvis af at blive kørt over. Med en form for seedning, hvor hold som Australien, Uruguay og Argentina mødes på kryds og tværs først, så de værste får bliver skilt fra bukkene, hvorefter Norge, Tyskland, Danmark og flere af samme kaliber træder ind, vil kampene blive mere jævnbyrdige – både tidligt og senere i turneringen – og dermed indeholde større udviklingsmuligheder for holdene. Og i og med, at kampene bliver mere jævnbyrdige, bliver de måske også mere interessante for tilskuerne, der ved det igangværende VM har glimret ved deres næsten totale fravær.

Således kan spillet udvikles, både som udøversport og som tilskuerditto, i håndboldens rådne banan. Man kan dårligt bebrejde brasilianerne, at de ikke gider se Australien blive smadret igen og igen, og australierne bliver ikke et bedre hold til næste gang af at stille op til bøllebank. Det bliver de måske, hvis de for lov at prøve sig af mod nationer tættere på deres eget niveau, og det vil også være mere spændende at overvære – hvorved de hvide områder på håndboldens kan udfyldes, flere får interesse, flere begynder at spille selv, landsholdene bliver bedre både af rutinen og af det med tiden bredere rekrutteringsgrundlag...

Der er derfor grund til at genoverveje Jan Pytlicks fire år gamle forslag. Der er i hvert fald stort set intet ved dette VM, der taler for ikke i det mindste at tænke over det.

Nå – men i aften venter Kroatien, og så begynder VM for alvor for Danmark. Nu bliver det spændende...