- Nyheder
-
AGK klar til titelforsvar
Skrevet af Claus Sonne, lør, 02/04/2012 - 16:59
Foto: SportsagencyOpgaven løst uden tab - klar til den næste. Sådan kan man beskrive AG Københavns indsats i den første af lørdagens semifinaler i Final4 i Aalborg, hvor de forsvarende mestre vandt 29-25 over et flot kæmpende Ajax-mandskab.
Der er slet ingen tvivl om, at AG København på ingen måde spillede sig ud - og ikke havde problemer af nogen art med at vinde kampen. Men man kan dog godt sidde og undre sig over, at de ærmeløse ikke var mere klar fra kampens start, hvor AGK-maskine lignede noget, der havde været frosset ned et godt stykke tid og ikke var færdig med at tø op. 5-1 bragte Ajax sig således foran, før AGK'erne begyndte at levere noget, der bare lignede noget.
Men selv om Ajax blev ved med at bide fra sig, æd AGK dog stille og roligt 1. divisionsholdet. Arnor Atlason bragte AGK forna for første gang ved 9-8, men Ajax fulgte med til 11-11. Så rullede Kasper Hvidt dog gardinerne ned, mens Mikkel Hansen to-tre gange bragede gennem Ajax-forsvaret - og så førte AGK 17-13 ved pausen.
2. halvleg endte uafgjort, men det var trods alts Ajax, der havde mest æren af de sidste 30 minutter. Spillere som Mads Larsen og Christian Malmagro fik masser af spilletid uden at imponere, og en mand som Kasper Ottesen på fløjen holdt slet ikke niveau. Det gjorde René Toft til gengæld på stregen, og derfor kom Ajax aldrig for alvor tæt på - heller ikke selv om Mikkel Tønners stod rigtig godt i Ajax-målet.
I slutminutter forsatte holdene med at bytte mål, uden at der var nogen tvivl om AGK's sejr. Måske derfor blev både afslutningen, og i hvert fald 2. halvleg, på semifinalen en noget flad fornemmelse, men det er de garanteret ligeglade med hos både AGK, der kom i finalen, og hos Ajax, der solgte sig dyrt og flot.
Kampen i tal
AG København - Ajax København 29-25 (17-13)
