Nyheder

Danmark kan snart få mistet CL-plads tilbage

Skrevet af Jesper Harborg, fre, 02/10/2012 - 09:42
Foto: EHF

I næste sæson mister Danmark den ene af de to pladser i herrernes Champions League, vi har i øjeblikket. Men det er ikke umuligt, at dansk håndbold allerede fra sæsonen 2013-14 igen har to hold med i den fornemste klubturnering. Forklaringen er det noget indviklede rangeringssystem, som det Europæiske Håndboldforbund EHF anvender, og som DHF's Søri Haslund og Bjerringbro-Silkeborg har kigget efter i sømmene.


Skillelinjen mellem et eller to Champions League-hold går ved sjettepladsen på den samlede EHF-rangliste. Rangeringen sker på baggrund af tre forudgående sæsoner, hvor EHF sammentæller de point, landenes bedst placerede hold opnår i de enkelte turneringer. Det vil sige, at i eksempelvis Champions League bliver det kun AG Københavns point, som tæller med, og i Europa Cuppen bliver det pointene fra det hold af Nordsjælland og Skjern, som når længst. Dertil kommer bonuspoint for at gå videre – og de tæller for alvor. Eksempelvis kan Skjern, Nordsjælland og Århus hente hele 17 point ved at gå videre til næste runde, og AGK kan hente 28 point ved at gå videre fra ottendedelsfinalerne.


Danmark skal holde øje med Slovenien og Ungarn, der er de nærmeste konkurrenter om den ekstra plads. Og det er sandsynligt, at vi kan overhale de to nationer allerede i år. For næste sæson gælder pointene fra sæsonerne 2008-09, 2009-10 og 2010-11, og i de tre sæsoner har Slovenien opnået ét enkelt point mere end Danmark. Men fra året efter glider 2008-09 ud og erstattes af den igangværende sæson, og så ser det lyst ud for dansk håndbold.


I den kommende, nye Europa Cup har Danmark i næste sæson to pladser, i Challenge Cup en enkelt, og som nævnt også kun en enkelt i Champions League. Men regner man allerede nu rangeringen ud uden sæsonen 2008-09, der altså glider ud af regnskabet til næste sæson og erstattes af indeværende sæson, ligger Danmark foran både Slovenien og Ungarn. Kan de danske klubber samle flere point end de to nationer i år, holder vi dem bag os og får igen to Champions League-pladser og to i Europa Cuppen. Her er det interessant, at Århus Håndbold har en direkte konfrontation med slovenske Celje Pivovarna Lasko allerede i den kommende weekend.


Som BSV's økonomi- og kontorchef, Christian Lynnerup, gør opmærksom på, kan man altid diskutere de retningslinjer, EHF anvender for, hvor mange point præstationerne i de forskellige turneringer bør udløse. For eksempel har Slovenien været begunstiget af at have hentet hele 69 point i Challenge Cuppen i 2010/2011, hvor Danmark kun fik 65 point for KIF Koldings deltagelse i ottendedelsfinalen i Champions League. Men omvendt har Danmark tidligere været begunstiget af Skjerns meritter i netop Challenge Cuppen.


Dansk håndbold er i denne sæson stadig repræsenteret af to hold i Champions League, nemlig de to kombattanter fra forårets rekord-finale mellem AG København og Bjerringbro-Silkeborg. De to mandskaber skal begge forsvare fædrelandets farver i weekenden, hvor BSV lørdag møder Atletico Madrid ude, mens AG København på søndag tager imod Partizan Beograd. I EHF Cuppen skal Skjern op mod Dunkerque, mens Nordsjælland møder Tatran Presov – og i Cupwinners' Cup skal Århus som nævnt krydse klinger med Celje.


Under alle omstændigheder og uanset klubtilhørsforhold og andre sympatier i hverdagen bør alle håndboldinteresserede danskere sende god karma til samtlige klubber, der skal i europæisk aktion i weekenden. Det er også i de næstbedstes interesse, at de bedste klarer sig godt.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv