Nyheder

EM-bronze til Kroatien

Skrevet af Jesper Harborg, søn, 01/29/2012 - 17:01

Kroatien tog søndag eftermiddag EM-bronze med sen sejr på 31-27 over Spanien, der spillede en elendig kamp i Beograd.


Mødet mellem de to nationer var en gentagelse af VM-finalen i 2005. Dengang vandt Spanien – denne gang var de på spanden.


Kroaterne åbnede kampen bedst over for en flok spaniere, der begik en del fejl og ikke rigtig kunne få hul på keeper Mirko Alilović. Læg dertil en 100 procent udnyttelse af de kroatiske chancer i første halvlegs første halvdel, og så har man en solid dominans på en håndboldbane – og en tidlig femmåls-føring til Kroatien.


Mandskabet fra Balkan virkede klart som det mest motiverede af de to hold, mens Spanien nærmest så ud til at give op efter de første par fejl. Intet hang sammen for ibererne, der spillede langsomt, hverken kunne udnytte kontrachancer eller overtal, klumpede spillet sammen på midten og tidligt i kampen lignede et hold i opløsning. Af de fem første mål, spanierne scorede – hvilket de var 17 minutter om – var de tre sat ind på straffekast af Iker Romero. I åbent spil var sidste års VM-bronzevindere ganske ufarlige og lignede på ingen måde et af Europas fire bedste landshold. Kroatiens Blaženko Lacković kunne nærmest score, som det passede ham.


I halvlegens løb forfaldt kroaterne til at lade sig trække ned af det langsomme, spanske tempo, hvilket bragte Spanien lidt tilbage i begivenhederne, også fordi højrefløjen Victor Tomás fik hul på Mirko Alilović. Men den logiske konsekvens af halvlegen var en kroatisk pauseføring på 13-12, der i virkeligheden var alt for lille. Det var kroaternes egen skyld, at de ikke benyttede sig af overtaget til at skabe et solidt forspring.


Spanien åbnede anden halvleg med at udligne den kroatiske føring, men to minutter senere var kroaterne atter to mål foran, 15-13. Selv om ibererne var bedre efter pausen, end de havde været i første halvleg, var der stadig et stykke vej til det niveau, de viste i EM's første kampe, hvor de var overlegne, indtil Danmark stoppede dem i semifinalen.


Selv om tempoet ikke var i top, muligvis fordi motivationen fra de to hold heller ikke var helt oppe at ringe, var tingene lige ved at udarte i begyndelsen af anden halvleg, da det tyske dommerpar begyndte at miste grebet om spillernes temperamenter. Der blev uddelt slag og skub med hænder og albuer fra begge hold, men snart fald gemytterne ti ro igen, og kroaterne kunne fortsætte deres march mod medaljerne.


Daniel Sarmiento var en af de eneste spaniere, der levede op til præstationerne fra tidligere i turneringen, og man kan undre sig over, at han ikke var ret meget på banen i fredagens semifinale. Men det skal man som dansker vel bare være taknemmelig for. Andre var langt under niveau, især keeper José Hombrados, der ikke fik at i meget og faktisk med nogle mærkelige beslutninger var skyld i flere kroatiske mål. Men man skal også give credit til kroaterne, blandt hvem især Ivan Čupić havde en god dag.


Lige som i første halvleg lukkede Kroaien modstanderne ind i kampen mod slutningen. Det var som om, deres koncentration kun rakte til to gange tyve minutter i dag. I de to gange tyve minutter var der klasseforskel i kroatisk favør, men klassen rakte altså ikke til at lukke kampen. Spanien kunne have bragt sig helt tæt på, men Roberto García brændte et straffekast med fire minutter tilbage ved en kroatisk tomåls-føring.


De kroatiske bronzemedaljer kom i hus mest fordi, Spanien spillede ringe. På baggrund af hele EM kunne ibererne godt have fortjent at få noget med hjem fra Serbien, men kroaternes større motivation i bronzekampen gjorde forskellen. Tillykke, Kroatien.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv