- Nyheder
-
Esbjerg uddelte klø til SK Aarhus
Skrevet af Søren Fisker, ons, 02/01/2012 - 22:21
Foto: SportsagencyTeam Esbjerg sendte onsdag aften SK Aarhus hjem med et nederlag på 32-20, hvilket konsoliderer Esbjerg yderligere blandt Dameligaens seks bedste.
Team Esbjerg skulle forsøge at råde bod på de seneste resultater, da de onsdag aften tog imod SK Aarhus. Esbjerg havde kun formået at hente et point i tre kampe, hvilket var mod Slagelse i den seneste kamp. Det skal dog tilføjes, at esbjergenserne var uhyggelig tæt på sejren, og hvis det ikke havde været for Slagelses Nikoline Jensens scoring direkte på tremeter-kast efter tid, ville de have stået med to point i hånden.
SK Aarhus kom med en storsejr over KIF Vejen i bagagen, og for aarhusianerne var aftenens opgør en af de vigtige kampe i bestræbelserne på at komme i slutspillet, hvilket vil være lidt af en præstation, når man tager de økonomiske udfordringer, som klubben har stået over for, i betragtning.
Aarhusianerne fik imidlertid en noget nær horribel start på aftenens opgør, da de kom bagud 1-7 efter 13 minutters spil. De var allerede bagud fra starten, og det kunne godt gå hen og blive noget af en afklapsning. Team Esbjerg fortsatte ufortrødent, og de gik til pausen foran med 18-8 på trods af en reducering fra Amalie Grau i halvlegens sidste sekund.
I anden halvlegs begyndelse holdt SK Aarhus faktisk værterne fra at score i seks minutter, men aarhusianerne havde ikke selv fået gang i scoringen, hvilket var påkrævet, hvis de ville tilbage i kampen. Esbjerg holdt føringen på ti mål indtil slutfløjtet, og de endte sågar med en sejr på hele 32-20.
Det store nederlag skal primært tilskrives Esbjergs Kari Aalvik Grimsbøl, som gjorde det fornemt i målet med en redningsprocent på 39. Ydermere kan de SK Aarhus’ 21 tekniske fejl også tilskrives som noget af årsagen til resultatet, mens Esbjerg lavede 18 tekniske fejl.
Med resultatet konsoliderer Esbjerg sig yderligere blandt de seks bedst placerede i Dameligaen, mens SK Aarhus kan være glade for et Aalborg DH-nederlag i Vejen, da aarhusianerne indtager en syvendeplads med 12 point ligesom Aalborg på sjettepladsen.
Kampen i tal
Team Esbjerg: Lotte Grigel 7, Ulrika Aagren 7, Kelsi Fairbrother 4, Tove Seest 4, Nina Vassvik Jensen 2, Lina Bannerholt 2, Gøril Snorroeggen 2, Rikke Zachariassen 1, Jessica Helleberg 1, Nanna Dransfeldt 1.
SK Aarhus: Amalie Grau 5, Simone Antonia 4, Lene Bendixen 3, Sofie Bloch-Sørensen 3, Anna Sophie Okkels 2, Karen Nørgaard 1, Natascha Ohlendorff 1, Ina Damsted 1.
