Nyheder

Fremragende af AG København

Skrevet af Claus Sonne, søn, 02/19/2012 - 19:57
Foto: AG København

I en aldeles fremragende udekamp mod franske Montpellier vandt AG København søndag 31-27 - og leverede et af de suverænt bedste resultater i klubbens historie. De danske mestre er nu klar til en vaskeægte gruppefinale på søndag mod Kiel.

 

Og kampen mod Kiel kan AGK'erne godt vinde - hvis man kan genfinde niveauet fra mødet med Montpellier, hvor store, stærke Nikola Karabatic nærmest ene mand sørgede for, at franskmændene i hvert fald kunne dufte sejren, svagt godt nok, men alligevel. Men enmandshæren Karabatic var ikke nok mod et dansk hold, hvor især Mikkel Hansen, Olafur Stefansson og Gudjon Valur Sigurdsson spillede håndbold, så englene sang.

 

For hvad gør man ved en Mikkel Hansen, der kan score fra 12 meter uden opspil endsige tilløb? Eller en Olafur Stefansson, der kan finde ethvert hul i et forsvar og som mod Montpellier levere fabelagtige afleveringer på stribe. Det er svært at sige, hvilken af islændingens mange assists der var bedst. Var det en back-door afleveringen fra højre back til venstre fløj og Mikkel Hansen? Eller bag-om-ryggen afleveringen til Niclas Ekberg? Eller et af de mange indspil til Henrik Toft, da kampen blev afgjort? Under alle omstændigheder viste Stefansson, hvorfor han er blevet en legende - og Mikkel Hansen viste, hvorfor han sandsynligvis bliver det.

 

Men også rent forsvarsmæssigt var AGK godt kørende - selv om der var de forventede problemer med Nikola Karabatic. Og så stod Kasper Hvidt og især Steinar Ege fremragende, hvilket gav basis for de nødvendige kontraløb, hvor især Gudjon Valur Sigurdsson var skarp, hvilket han også var i andre situationer, eksempelvis med to hopskudscoringer ind over midten i 1. halvleg.

 

Alt i alt var der tale om en kamp, som danskerne havde styr på. Og det er altså godt at tage til Montpellier og vinde pænt klart foran 7000 tilskuere mod et bestemt ikke ueffent hold, der har endog rigtig meget at spille for. Med det i mente tegner det rigtig godt for AGK's videre færd i Champions League - og søndagens indsats fejler med stor margen midtugeindsatsen mod SønderjyskE langt ind under glemslens tæppe.

 

Kampen i tal

Montpellier-AG København 27-31 (14-17)


Montpellier: Nikola Karabatic 9, William Accambray 3, Vid Kavticnik 3, Dragan Gajic 3, Mladen Bojinovic 3, Issam Tej 2, Samuel Honrubia 2, Wissem Hmam 1, Mathieu Grebille 1


AG København: Gudjon Valur Sigurdsson 8, Mikkel Hansen 6, Niclas Ekberg 6, Henrik Toft Hansen 5, Olafur Stefansson 3, Arnór Atlason 1, Rene Toft Hansen 1, Snorri Gudjonsson 1
Udvisninger: Montpellier 3, AG København 4
Tilskuere: 8.000
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv