- Nyheder
-
Jurack forlænger med Viborg
Skrevet af Claus Sonne, ons, 01/25/2012 - 12:13
Foto: SportsagencyViborg HK og Grit Jurack har offentliggjort en etårig kontraktforlængelse. Dermed skal tyskeren i gang med sin 20. sæson som professionel, inden hun sandsynligvis stopper i sommeren 2013.
Grit Jurack har i de seneste kampe været blandt Viborg HK's bedste. Hun var blandt andet en af drivkræfterne bag Pokalfinalesejren over Team Esbjerg, og sportschef Susanne Munk Wilbek er da også særdeles tilfreds med forlængelsen med den rutinerede verdensstjerne.
- Jeg synes, vi i denne sæson ser en ny udgave af Grit. Hendes aldeles fremragende pokalfinale fortæller alt om en rutineret spiller, som ikke har glemt, hvordan man slår til, når det for alvor gælder. Samtidig viser hun også, at hun stadig har mod på nye udfordringer og på at lære nye ting på en håndboldbane. På det seneste har vi for eksempel set hende score på vip fra højre fløj, og vi har set hende i en offensiv bolderobrende rolle i forsvaret med en del kontrascoringer til følge. Det er nogle af de ting, som fortæller os, at vi stadig kan få masser af glæde af Grit, fortæller Susanne Munk Wilbek i en pressemeddelelse.
Den viborgensiske sportschef ser Grit Jurack som en af de erfarne støttepiller bag det løbende generationsskifte, der er i gang på holdet.
- Et generationsskifte er jo ikke bare et spørgsmål om, at dåbsattesten sender én ud i mørket. Det handler om at sende toget i den rigtige retning, og de spillere, vi har på vej ind i den unge ende, har jo også brug for nogen at læne sig op af. I den forstand findes der vel næppe nogen i international håndbold i dag, som har prøvet mere end Grit, så jeg er meget glad for, at vi har lavet en forlængelse, siger Susanne Munk Wilbek.
Grit Jurack glæder sig over, at hun i Viborg HK kan fortsætte med at udøve den sport, hun elsker. Hun er stadig sulten efter håndbold og nye titler.
- Det bliver min 20. sæson som professionel håndboldspiller, og det er der ikke mange, der får fornøjelsen af. Det er stadig sjovt at spille håndbold, og hver sæson er helt ny. Jeg løber jo ikke og tænker over, at jeg har vundet Champions League for et par år siden. Det er nuet, der tæller. Det er NU, vi lige har vundet pokalturneringen, og det er NU, vi vil vinde DM og Cup Winners Cup. For mig personligt handler det om at fortsætte med at spille godt og være en af de bærende kræfter på holdet, siger Grit Jurack, som forventer, at hun nu har sat sin sidste underskrift på en kontrakt som håndboldspiller.
- Man skal aldrig sige aldrig, men jeg tror det bliver min sidste kontrakt. Jeg synes, 20 er et rigtig godt tal.
