- Nyheder
-
Klavs Bruun vil hjælpe Nordsjælland til FINAL4-succes
Skrevet af Claus Sonne, tor, 01/26/2012 - 14:27
Foto: SportsagencyNår Klavs Bruun Jørgensen efter weekenden vender hjem fra EM i Serbien, hvor han har fungeret som ekspertkommentator for DR, har han inspiration til angrebsspillet i Nordsjælland Håndbold med sig i rejsetasken. Den tidligere AG København-træner er ansat som angrebstræner i den nordsjællandske HåndboldLiga-klub, og første opgave bliver at trimme det offensive spil til Nordea Cup FINAL4 i Aalborg 4.-5. februar.
- EM har vist, at de hold, der har succes, er dem der kan gøre en forskel gennem individuelle præstationer. Uden sammenligning i øvrigt til Nordsjælland Håndbold, så er det bare et faktum, at man skal være skarp og turde tage chancerne i sit angrebsspil. Måske nordsjællænderne har været lidt bundet af faste mønstre i angrebsspillet hidtil, siger Klavs Bruun Jørgensen, der erkender, at han er kommet på en hård opgave i forhold til Nordea Cup FINAL4, hvor nordsjællænderne møder Aalborg Håndbold i deres hule i Gigantium.
- Der er jo kort tid at arbejde i, men jeg tror altid på at det kan lade sig gøre. Situationen var den, at jeg havde lavet aftale med DR omkring EM i Serbien, så vilkårene kan vi ikke lave om på. Jeg tror dog på, at jeg kan være med til at indgyde spillerne mod til at give den gas – også selv om de kan forvente at stå i en heksekedel af en hal, hvor tilskuerne vil holde med modstanderen, siger Klavs Bruun Jørgensen videre.
- Jeg skal groft sagt hjælpe Nordsjælland til at vinde nogle flere håndboldkampe. Vurderingen fra klubbens side i ansættelsen af mig har været, at forsvaret og målmand Peter Nørklit fungerer godt, så der hvor det er muligt at gøre en forskel, er på angrebssiden. Tiden vil vise, om jeg kan gøre en forskel, men det er i hvert fald en spændende opgave, og jeg har en personlig mission i at bevare mere end et sjællandsk hold i HåndboldLigaen, siger Klavs Bruun Jørgensen om baggrunden for sin ansættelse.
Nordsjælland Håndbold møder Aalborg Håndbold i lørdagens anden semifinale i Gigantium. Klavs Bruun Jørgensen erkender, at Aalborg foran eget publikum er favorit til at gå i søndagens finale. Men heller ikke mere.
- Der er altid en mulighed, og den skal vi forfølge. Det handler om at spille frigjort, uanset rammerne og betydningen af kampen, slår han fast.
Nordea Cup FINAL4 spilles lørdag 4. og søndag 5. februar i Gigantium i Aalborg. AG København og AJAX København spiller eftermiddagens første semifinale klokken 14.20, mens Aalborg Håndbold og Nordsjælland Håndbold indleder deres semifinale 16.10. Finalen spilles søndag 5. februar kl. 16.00.
Billetter til Nordea Cup FINAL4 kan købes på www.final4.dk.
