- Nyheder
-
Lars J.: Aalborg kan redde sæsonen ved at slå os
Skrevet af Jesper Harborg, søn, 02/05/2012 - 16:01
Foto: AGKMens tilskuerne begynder at sive ind i den gigantiske Gigantium-bygning på Willy Brandts Vej i Aalborg, er AG Københavns spillere ved at varme op. På vej ud fra opvarmningen giver Lars Jørgensen sig tid til en forudsigelse af den forestående pokalfinale.
- Det bliver forhåbentlig en god finale, siger han til håndbold.dk.
- Aalborg er et stærkt hold, nok et af de stærkeste i ligaen, hvis man tager deres start-7'er. Men det er vigtigt at have en god bredde, jeg tror ikke, det er muligt for syv-otte mand at bære igennem i en hel sæson. Derfor er det hele Aalborgs sæson, der kan reddes i dag med en sejr i egen hule, så vi kommer under stort pres, forudser Lars Jørgensen.
- Vi skal være skarpe – det så ikke super godt ud i går. Man kunne godt se, at vi ikke har trænet meget sammen i en måned, fordi vi har haft mange med til EM. Men forhåbentlig fik vi banket noget rust af i går, for vi vil komme ud for et meget større pres i dag end mod Ajax i går, siger AGK's forsvarsgeneral.
