- Nyheder
-
Ligatopscorer forlænger med Team Tvis Holstebro
Skrevet af Claus Sonne, ons, 02/22/2012 - 09:33
Foto: SportsagencyHun var suveræn topscorer i 1. division, da Team Tvis Holstebro inden sidste sæson hentede Mette Gravholt til klubben. Springet tog stregspilleren uden at ryste på hånden, og boldene flyver stadig i kassen fra den scoringssikre TTH-profil. Nu har hun forlænget kontrakten med klubben, så den gælder endnu to sæsoner, og den 27-årige stregspiller, der har fire landskampe på CV’et, har store ambitioner i den vestjyske topklub.
- Jeg går efter at spille Champions League med Team Tvis Holstebro. Måske ikke i næste sæson, men så sæsonen efter. Det er et realistisk mål. Også at vi kommer til at spille med om medaljer. Det er det, man håber på inderst inde, siger Mette Gravholt.
Den stærke stregspiller var med i bruttotruppen til VM i Brasilien i december, men hun kom ikke med i den endelige trup. Ambitionerne er dog intakte hos Gravholt, der håber at kunne spille sig til en plads i landstræner Jan Pytlicks trup.- Selvfølgelig har jeg stadig ambitioner om landsholdet, ellers kunne jeg lige så godt stoppe. Han ved, hvad jeg bidrager med. Jeg giver ikke op, men bliver ved med at udvikle mit forsvarsspil, siger Mette Gravholt.
Cheftræner Niels Agesen er glad for, at det er lykkedes klubben at lave en ny to-årig kontrakt med ligatopscoreren, som har tilkæmpet sig en nøglerolle på holdet. Han betegner hende som en af de bedste stregspillere i håndboldligaen.
- Mette er rigtig vigtig for os. Hun har en kæmpe rolle i begge ender af banen. Taktisk er hun måske en af de klogeste angrebsstregspillere i Danmark, og hun er scoringssikker, siger cheftræner Niels Agesen.Han ser et stort potentiale i den 27-årige stregspiller, og hvis den positive udvikling, som hun har været igennem, siden hun kom til klubben for halvandet år siden, fortsætter, mener cheftræneren også, hun får flere optrædener i nationaldragten.
- Forsvarsmæssigt har hun stadig noget at arbejde med, men hun har ambitioner om at forbedre den del. Hvis Mette kan løfte sit forsvarsspil, så ser jeg også en fremtid for hende på landsholdet, siger Niels Agesen.
