Nyheder

Miraklet fortsætter

Skrevet af Claus Sonne, fre, 01/27/2012 - 20:36
Foto: Sportsagency

Man må næsten håbe, at Ulrik Wilbek & Co. har husket at spille lotto, for med det held, de rød-hvide i øjeblikket forvalter i Serbien, så må det blive til gevinst. En sådan fik holdet tidligt fredag aften, da Spanien blev besejret 25-24 i EM-semien efter en lettere mystisk kamp.

 

En del af mystikken var, hvordan det danske angrebsspil kunne svinge fra det sublime til rådvildhed og desperation fra det ene angreb til det andet. Det var nemlig bestemt ikke befordrende for neglelængden, hvad der i perioder foregik. Værst var det, da Danmark efter at have ført 17-12 og været i total kontrol gik i sort rent offensivt og kunne se Spanien udligne til 19-19. Bedst var det, når Rasmus Lauge legede kis-pus med de store drenge i det spanske forsvar - og når Mikkel Hansen enten fodrede sine medspillere, især Toft-brødrene på stregen, med sukkerballer eller endelig gik mod målet og fik afsluttet, så han gjorde, da Danmark fik lukket kampen. Eller da han scorede direkte på tremeterkast efter tid i 1. halvleg.

 

Der var i ingen tvivl om, at spanierne havde fået strenge ordre på at lukke Mikkel Hansen helt ned. Der var stor fokus på det danske boldgeni, der i lange perioder havde svært ved at komme til  gode afslutninger. Så meget desto bedre var det, at Hansen tog assist-rollen ganske alvorligt og kunne spille alle 60 minutter, selv om han var tydeligt træt til sidst.

 

Grundstenen til den danske sejr blev dog lagt i forsvaret, hvor Spanien i lange, lange perioder blev pakket helt ned. Godt nok kom Danmark bagud 3-7, men defensiven holdt og gav mulighed for de livsvigtige kontraløb. Generelt havde de store og noget primitivt spillende spanske baghuggere svært ved at komme til afslutninger, og inden mellem stængerne stod Niklas Landin ganske godt - og overstrålede spanske Sierra, der bortset fra de sidste 10 minutter fik fat i forbavsende lidt i betragtning af, at han spillede samtlige 60 minutter.

 

Det danske forsvar kom også i centrum, da Spanien med et halvt minut igen havde chancen for at udligne den danske føring på 25-24, skabt af en gennembrudsscoring af Mikkel Hansen. Den spanske venstrefløj fik bolden fra en spids vinkel og ramte i sit indspring Lasse Svan, som man på TV-billeder heldigvis kunne se stod både stille og uden for feltet, da der blev kontakt - og så blev den spanske afslutning smidt forbi. Dermed havde danskerne bolden til sidst og fik, trods store problemer med det spanske helbanepres, tiden til at gå. Og så kunne danskerne endnu engang falde hinanden om halsen og fejre, at mirakler i Serbien åbenbart fortsætter. 

 

Summa summarum: Kønt var det bestemt ikke. Det var til gengæld yderst spændende. Og det dufter altså af guld.

 

Kampen i tal

EM-semifinale

Danmark-Spanien 25-24 (12-10)

Målscoren opdateres ...

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv