- Nyheder
-
Slagelse: Vi smed bolden væk
Skrevet af Jesper Harborg, tir, 02/14/2012 - 10:49
Foto: Slagelse FH(Håndbold.dk i Vejlby-Risskov Hallen) I gårsdagens dameligakamp mellem SK Aarhus og Slagelse kom det aarhusianske hjemmeholde foran 4-0 på få minutter – og endte med at vinde med fire mål, 26-30. Kampen igennem var de sjællandske gæster på intet tidspunkt oppe på siden af SK Aarhus, selv om holdet flere gange var tæt på for blot at kikse i de afgørende øjeblikke. Som for at understrege en skidt aften for Slagelse fik træner John ”Speedy” Larsen gult kort, og han var bestemt ikke en glad mand efter kampen.
- Man er jo aldrig tilfreds, når man taber med fire, vel. Det kan vi jo ikke være tilfreds med. Vi har chancen flere gange, og vi er lige ved at komme op, men så kaster vi bolden væk. Og helt uforståeligt giver dommerne mig gult kort, sagde han til håndbold.dk efter et lille minuts nedkøling oven på begivenhederne på banen.
Midt i ærgrelsen over de fejl, Slagelse begik i kampen, kunne John Larsen dog godt anerkende modstandernes kvaliteter.
- Aarhus er også et godt hold. Vi prøver, vi er hele tiden et skridt bagefter. Jeg synes egentlig, vi spiller meget godt, men vi mangler lige det sidste. Vi gjorde, hvad vi kunne, og så kan man ikke gøre mere, lød erkendelsen.
Slagelses næste opgave er hjemmekampen mod Aalborg på torsdag.
