- Nyheder
-
Varzaru stopper i Viborg
Skrevet af Claus Sonne, man, 02/20/2012 - 12:53
Foto: SportsagencyEfter syv år stopper Cristina Varzaru i Viborg HK til sommer. Familien, kæresten og tanker om livet efter karrieren som aktiv spiller trækker i den rumænske højre fløj.
- Jeg har altid taget mine beslutninger med hjertet, og mit hjerte fortæller mig, at det er det rigtige tidspunkt at tage hjem og være tættere på min familie og min kæreste. Rumænien er jo mit første hjem, siger Cristina Varzaru, som dog har haft det hårdt med beslutningen om at forlade Viborg, i en pressemeddelelse.
- I Rumænien siger man, at mennesker fra Skandinavien er lidt koldere end vi er, men det var utrolig nemt for mig at komme hertil, fordi jeg fik en fantastisk modtagelse og masser af hjælp i starten. Jeg har aldrig følt mig så elsket og respekteret som her i Viborg. Mine medspillere, trænere jeg har haft, fanklubben, de ansatte i klubben og folk i byen har givet mig så meget, som jeg kan tage med hjem til Rumænien. Det vil jeg sige mange tusinde tak for til alle, og jeg vil ønske Viborg HK stort held og lykke i fremtiden, siger den sympatiske rumænske boldkunstner.
Cristina Varzaru kom til Viborg i 2005, og hun slog til med det samme i den grønne trøje. Både menneskeligt og sportsligt faldt Cristina fantastisk ind i truppen, og hun havde en stor aktie i triumfen, da Viborg HK for første gang vandt Champions League i maj 2006. Siden fulgte titel på titel med holdet og i tilgift en personlig triumf, da Cristina i sæsonen 2008-2009 blev den samlede topscorer i Champions League og vandt trofæet med de store ører for tredje gang i sin Viborg HK-karriere.
- Det har været helt fantastiske syv år, og jeg føler mig meget heldig. Jeg har oplevet så meget, og selvom vi har vundet danske mesterskaber, Champions League og meget andet mange gange, er det stadig sjovt at spille her. Jeg har aldrig vundet Cup Winners Cup, så hvorfor skal vi ikke gøre det i år? Samtidig er der masser af spænding i ligaen med fem hold, der kæmper om førstepladsen, så jeg glæder mig meget til de sidste måneder, lyder det fra Cristina Varzaru, der er uddannet på Sportsuniversitetet i Bukarest og meget gerne vil fortsætte inden for håndbolden hjemme i Rumænien.
- Min plan er stadig at spille lidt håndbold, dog på knap så højt niveau, samtidig med at jeg reintegrerer mig i det rumænske samfund, og så må jeg se, hvad fremtiden bringer mig. Men det skal være noget inden for håndbolden. Det er det, jeg elsker og kender allerbedst, og hvis jeg kan lave noget, hvor jeg kan samle det bedste fra dansk og rumænsk håndbold, vil det være helt perfekt, slutter hun.
