Nyheder

Viborg tilbage på førstepladsen

Skrevet af Søren Fisker, ons, 02/01/2012 - 22:31
Foto: Sportsagency

Det nye førerhold i Dameligaen hedder Viborg HK, efter holdet onsdag aften besejrede rivalerne fra Team Tvis Holstebro med 37-32.

 

Der var dømt topkamp, da Team Tvis Holstebro og Viborg HK tørnede sammen onsdag aften i Gråkjær Arena i Holstebro. TTH havde inden kampen et forspring på to point ned til Viborg på tredjepladsen, hvor Randers lå placeret imellem de to hold. Viborgs stjernespækkede mandskab kunne med en sejr komme helt op på siden af TTH, hvilket værterne naturligvis var interesserede i at afværge.

 

TTH’s stregspiller Mette Gravholdt viste sit storspil frem i den seneste kamp mod FIF, hvor hun lavede 12 mål på 13 forsøg, og samme Gravholdt bragte da også sit hold foran 10-8 efter godt 19 minutters spil.

 

Imod et hold af Viborgs kaliber er der imidlertid ikke råd til de store udfald, og fra stillingen 14-14 efter 26 minutter gik Viborg til pausen foran med 17-14 på en scoring af Mouna Chebbah fire sekunder før tid.

 

Efter pausen var det slut med TTH-føringer. Viborg holdt sig konstant på en afstand af et par mål, og 10 minutter før tid gjorde Mounah Chebbah det til 31-26. Tuneseren scorede på alle sine forsøg, og hun var sammen med en storspillende Grit Jurack en af nøglerne bag Viborgs sejr. TTH kom nemlig aldrig tæt på viborgenserne, der endda var foran med syv mål to minutter før tid, men det endte med en sejr på 37-32 til Viborg.

 

Dermed kravler Viborg op på førstepladsen i Dameligaen, hvor de er à point med Team Tvis Holstebro på andenpladsen. Placeringskrigen mellem de tre øverste hold fortsætter derfor, da Randers er at finde på en tredjeplads med ét point færre end de to førende.

 

Kampen i tal

 

Team Tvis Holstebro: Anna Loerper 8, Mette Gravholdt 7, Ann Grethe Nørgaard 4, Kristina Kristiansen 4, Louise Burgaard 3, Rut Jonsdottir 2, Thorey Rosa Stefansdorf 1, Kathrine Heindahl 1, Iwona Niedzwiedz 1, Lisette Zeikerman 1.

 

Viborg HK: Grit Jurack 11, Mouna Chebbah 8, Pernille Holst Larsen 6, Maria Fisker 4, Marit Malm Frafjord 3, Johanna Ahlm 3, Anja Althaus 1, Rikke Skov 1.

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv